Når man hører et album af Bob Marley (1945-81) undrer man sig ofte over, hvad han har villet med sine albums, rent musikalsk. Der er et pan-afrikansk-latinamerikansk freds- og frihedsbudskab, baseret på en bestemt etiopisk spiritualitet, rastafari-religionen, en gammeltestamentligt inspireret, mystisk tro. Men musikalsk?
Men man kan lytte til et helt album og alligevel undre sig over, hvad der er meningen med albummet som sådan. Rent musikalsk. Det må være det, der er begrundelsen for, at albummet Legends, der består af Bob Marleys mest kendte sange og ikke er komponeret af ham som et album, er det mest kendte og højest værdsatte.
Sidst på albummet Natty Dread, hvis sange alle er skrevet af Bob Marley trods albummets oprindelige kredit til andre (af kontraktlige årsager), sker der noget med tiden. I den tredje skæring på LP'ens b-side, Bend Down Low, begynder alting at gå langsomt. Man opdager det først ikke og tror, at det er albummets stor-struktur, der nu endegyldigt er brudt sammen. En vis kedsomhed, altså.
Men i det næstsidste nummer, Talkin' Blues, forstår man, hvis man er blevet ved at holde opmærksomheden fæstnet ved musikkens udtryk, at langsomheden er eller har taget bo inde i en selv, og at ens opmærksomhed overfor det, der foregår omkring én er blevet så meget mere skærpet. Man ser detaljer tydeligere i sig selv og i deres sammenhæng.
Det er lykkedes Marley at få musikken til at vise sit indre væsen, som svingninger i en større sammenhæng. Det minder lidt om noget, der ind i mellem sker i visse opførelser af Bruckners symfonier, i slutningen af Bruckners 7., hvor alting er standset og lyden folder sig ud af en enkelt tone, som hvis et løg voksede og fik flere og flere lag eller når store tyske dirigenter som Günther Wand kan få intensiteten mellem de usigeligt tyste og de rystende kraftfulde passager til at være en og den samme, så man ikke mærker det som en overgang.
