Gadens oversete kunstværker

Fem bemærkninger og tre indsigter om dæksler. Dæksler? Ja, dæksler

1 Opdagelsen
Jeg stod, træt efter en lang dag i byen og så ned for mig på Hovedbanens asfalt. Lange skygger. Pludselig går det op for mig, hvor smukt kloakdækslet er. De klassiske københavnske kloakdæksler, som på en eller anden måde klinger med noget meget dybt i min barndom, hvor jeg har set dem på fortovet. Jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det mig klart, hvor meget mønstrene har været med til at danne grundbilleder i min verden.

Dækslet på hovedbanen

Jeg lagde et billede op på Instagram, og da jeg hashtaggede det #manholecover, som det hedder på engelsk, viste det sig straks, at der var masser af instagrammere, som dyrker dette motiv.

2 Bogen
Nå, tænkte jeg, jeg var ikke original dér, men jeg kunne vel foreslå et stort amerikansk forlag at lave en coffee table book. Særligt interessant var det jo, fordi det viste sig, at der er en kollossal spredning i motiverne verden over. I sydøstasien er det - efter instragrammerne at dømme - en decideret kunstart med masser af fine motiver af dyr, planter og landskaber. Ok, den fandtes også: Mimi Melnick: Manhole Covers (MIT, 1994, 2. oplag). Jeg bestilte den straks.

3 Fortællingen
Det er ikke verdens smukkeste bog, og jeg vil mene, at der stadig er muligheder. Den er i sort-hvid. Til gengæld er forfatteren "urban archeologist" og bogen er derfor rigtig historieskrivning og elementært velresearchet og -skrevet. Mimi Melnick fører dækslets dekorationshistorie i USA tilbage til midten af 1800-tallet og de nye store kloaksystemer i de nye storbyer. Der vil være megen anden spændende research at gøre.

Abstrakt dæksel fra Fukuoka 

Hvornår kom de første europæiske? Hvordan så de ud? Hvorfor laver man så fantastiske fine og farvestrålende dæksler i Østasien? Gør man det stadig eller ser de blot nye ud, fordi man maler de gamle? Er det med vilje, at det københavnske dæksel har et heliocentrisk verdensbillede med en antik, græsk meanderbort udenom?

4 Indsigten
1) Det viser, at det er ligeså naturligt for mennesket at dekorere som at strukturere. Allerede hulemalerierne viste det, men vi lader som om det er naturligere og mere primært at strukturere og at dekorationen er flødeskum. 2) Når det er ligeså naturligt, må det også betyde noget vigtigt for os. Det må have indflydelse på vore drømme, vores bevidsthed, vores livsfølelse. 3) Det kreative i livet er ikke et individuelt tilvalg, det er et fællesskabstræk. det smukke og det skønne er først og fremmest noget, vi har oplevet i fællesskab, først derpå bliver det eventuelt noget vi dyrker på egen hånd

Et japansk dæksel. Azalea og kamelia

5 Tiden
Mon der ofres ligeså mange midler på de smukke dæksler idag som tidligere? Der ligger et smukt dæksel i Købmagergade med en fin improvisation over Københavns byvåben, som ser ret ny ud. I Stockholm er dækslerne slidte og kedelige, men udenfor byen, i småbyerne omkring, kan man finde fantastiske billeder, der fortæller industrialismens historien. Der synes at være en automatik i, at vi netop på sådanne områder bevæger os mod det enklere og det billigere. Vi bør lære os selv, at det ikke er naturligt, det er bare lidt mindre krævende at gøre det enkelt.

Gå ind på Instagram og opsøg hashtagget #manholecovers. Der er langt mere overraskende og spektakulære motiver, end jeg har gengivet her

Kunsten at holde forfatter

Mange mennesker ønsker at holde forfatter. De er hyggelige, og de kan endda være lærerige med deres ofte lidt aparte adfærd, som stammer fra den mærkværdighed, at de synes at kultivere nogle af de vildskud i tilværelsen, vi andre skærer af. Men det er ikke nemt at holde forfatter. De kan være meget følsomme, kræver omhyggelig pasning – og alligevel går de nemt ud eller løber hjemmefra.

Der er dog store glæder forbundne med at holde forfatter. For det første kan de passe sig selv i utrolig lang tid ad gangen. Man hører ikke noget til dem i uger og måneder, og pludselig er de der så, forpjuskede, lidt uroligt dirrende, men alligevel glade og forventningsfulde på en måde, der kan virke smittende.

Nogle tommelfingerregler for hvordan man holder forfatter

Her er nogle enkle tommelfingerregler for, hvordan man holder forfatter, hvis man har taget skridtet og udvalgt sig et eller flere eksemplarer af arten

Når de kommer til en og spørger, om man vil have et af deres frieksemplarer (de får 10-30 eksemplarer, alt afhængig af oplaget), skal man se ned for sig og smile og sige, ”ih, tak, det vil jeg da vældig gerne”, men kun hvis man mener det.

Derefter kan man opleve, at de ligesom sværmer omkring én, nærmest som en bestemt form for døgnfluer. Da vil det være godt, hvis man af sig selv kommer med en lille reaktion, når man har modtaget bogen, og eventuelt en til, når man har læst lidt i den. Så vil man opdage, at forfattere er yderst venlige og imødekommende og ofte også hjælpsomme og villige til at gå én lidt til hånde med ting, der falder inden for deres virkefelt.

Hvis det bliver besværligt

Hvis man vil gøre en forfatter glad, skal man sige, ”jeg har faktisk også købt din bog og foræret den til [den og den].” Så kan man ganske vist opleve, at forfatteren bliver lidt vel energifyldt i sin venskabelighed i tiden efter, men det skal man blot se som en charme og more sig over. Det går over igen, og skulle det blive for besværligt, kan man jo levere forfatteren tilbage. De fleste kan afhændes omkostningsfrit, selvom det kan svie lidt i tiden efter.

Hvis man ikke rigtig ved, om man er den rette til at holde forfatter, kan man se, om der er mulighed for at møde én, f. eks. på biblioteket eller til et såkaldt kulturarrangement. Man kan tydeligt kende dem på det lidt virrende blik, den sært selvsikre dinglen med armene, der ikke er synkroniseret med resten af kropsbevidstheden, der tit er noget under det normale for gennemsnittet af befolkningen, og på den lurvede beklædning.

Hvad man ikke skal spørge en forfatter om

Der er visse ting, man ikke skal spørge en forfatter om, hvis man tilfældigt møder en. Spørg aldrig, om hvad de skriver om. Enten kan de ikke svare og bliver forlegne på en måde, der desværre kan give sig udtryk som irritation, eller også taler de om sig selv i 35-40 minutter uden nogen form for åndedrætspause. Bed dem i stedet nævne en af deres titler, som man herefter tilkendegiver, at man mener at kunne huske, men ikke rigtig husker, hvad handler om. Derefter forløber samtalen normalt gnidningsfrit, og man kan endda opleve, at forfatteren gengælder denne venlighed med et interesseret modspørgsmål. Dette hører dog til sjældenhederne.

Der skal meget lidt til at gøre forfattere glade. Lidt imødekommenhed, en smule opmærksomhed. Det er dog vigtigt, at man ikke lader som om man beundrer dem, for det kan de ikke tåle, og det ved de godt selv, men de kan ofte ikike modstå det og så risikerer man at de visner hen og bliver ude af stand til at skrive frit og nysgerrigt på samme måde som før.

Forfatterens næring

Den bedste næring for dem er at tale med dem om et eller andet, de har skrevet, en sætning eller lille afsnit, der har undret en eller et emne.

De virker på en måde lidt overflødige eller i bedste fald helt almindelige. Kunne en computer ikke ligeså godt gøre fyldest, tænker man ofte? Men det kunne de ikke. Man kan faktisk sammenligne dem med regnorme. Hvis vi ikke havde regnorme, ville gaderne og vore parker og plæner flyde over med alskens råddenskab. Sådan virker forfatterne for den enkelte og i det store fælles rum, der består af vore usynlige tanker og ord.

Der er derfor al mulig grund til at holde forfatter og til at passe godt på dem, når man først har fået dem.