Østen for solen, norden for jorden

Det var et sjovt øjeblik. Vi stod på udstillingen på det fine kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde, lige uden for Stockholms centrum, en intens, ikke helt lille udstilling om symbolismen, her primært i østnordiske og baltiske lande, i slutningen af 1800-tallet, den tunge, ladede kunstretning, der flyder over i Fin de Siecle. Jeg har en primært dansk reference til de symbolske stof, min hustru har en færøsk og pludselig kom der en norsk kvinde, som vi stod der og talte svensk med.

Gunnar Hallström (1875-1943):
Det sköna slottet östen för
solen och norden om jorden.
(Udateret)

Og vi begyndte at tale om slottet Østen for solen, norden for jorden, som er et kendt sted i den svenske folkemytologi, og om det var det samme som slottet Soria-Morija, der er kendt fra norske folkesagn og som Ibsen trækker frem i Peer Gynt.

Og har nogen af de her noget at gøre med Shangri-la og El Dorado? Vi drøftede det videre senere på dagen og jeg opdagede, at i hvert fald navnet Morija stammer fra Morija Bjerg i Det gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak. Og vi begyndte at tænke på Valhalla, som nogle mener er nøje struktureret som Colloseum i Rom. Fordi vikingerne, før der var noget, der hed vikinger, havde været gladiatorer?

Vi talte om Det ny Jerusalem fra Johannes Åbenbaring, som er de kristnes drømmeland og om det mærkværdige i den muslimske paradisforestilling, med de 70 jomfruer, mennesker uden selvstændig identitet.

Er der tale om et sted, hvor vi drømmer om et fællesskab eller et det et sted, hvor man drømmer om at være fri til at gøre lige, hvad der passer en (som min hustru formulerede det; altså en neo-liberal ønsketænkning).

Magritte: Chateau de Pyrenees, 1959

Og så begyndte det at sive ind. Jamen det her billede, det har Magritte jo malet! Blot med tanken som den rejsende. Det går op for mig, at det efter sin indledende udstilling blev tilbudt Jerusalems kunstmuseum. Er det også den jødiske drøm fra Esajas 60, det sted alle flokkes til!

Der er mange andre sådanne steder, nogle kan bruges af reklamen, som Shangri-la og El Dorado, nogle kan ikke. Spørgsmålet er, om Mars er ved at blive sådan et sted. Hvis det var, ville det ikke være noget, der var helt fjernt fra den kunstneriske intuition.

Da tiden gik langsommere

Der er et mærkeligt sted i den brutale Josvabogen i Det gamle Testamente, hvor solen står stille på himlen og tiden altså ikke bevæger sig (Jos 10,12-14). De filosofiske implikationer af dette er uoverskueligt. For livet står ikke stille imens. Betyder det, at det, der foregår, foregår i parallelle universer, ellers ville hændelserne jo støde ind i hinanden?

Når man hører et album af Bob Marley (1945-81) undrer man sig ofte over, hvad han har villet med sine albums, rent musikalsk. Der er et pan-afrikansk-latinamerikansk freds- og frihedsbudskab, baseret på en bestemt etiopisk spiritualitet, rastafari-religionen, en gammeltestamentligt inspireret, mystisk tro. Men musikalsk?

Den enkelte skæring er fantastisk, Marleys fraseringer er ind i mellem så stærke, at man spiser øren på den der ganske særlige måde, man gør når det musikalske tager over fra det tidslige og sætter det tidløse i værk, ligesom det sker, når man hører Mozart eller Miles Davis. Det er som om der sker flere ting på én gang: Man modtager impulser i øjeblikket og i noget, der rækker videre end øjeblikket og møder ens sansninger og erfaringer et andet sted.

Men man kan lytte til et helt album og alligevel undre sig over, hvad der er meningen med albummet som sådan. Rent musikalsk. Det må være det, der er begrundelsen for, at albummet Legends, der består af Bob Marleys mest kendte sange og ikke er komponeret af ham som et album, er det mest kendte og højest værdsatte.

Sidst på albummet Natty Dread, hvis sange alle er skrevet af Bob Marley trods albummets oprindelige kredit til andre (af kontraktlige årsager), sker der noget med tiden. I den tredje skæring på LP'ens b-side, Bend Down Low, begynder alting at gå langsomt. Man opdager det først ikke og tror, at det er albummets stor-struktur, der nu endegyldigt er brudt sammen. En vis kedsomhed, altså.

Men i det næstsidste nummer, Talkin' Blues, forstår man, hvis man er blevet ved at holde opmærksomheden fæstnet ved musikkens udtryk, at langsomheden er eller har taget bo inde i en selv, og at ens opmærksomhed overfor det, der foregår omkring én er blevet så meget mere skærpet. Man ser detaljer tydeligere i sig selv og i deres sammenhæng.

Det er lykkedes Marley at få musikken til at vise sit indre væsen, som svingninger i en større sammenhæng. Det minder lidt om noget, der ind i mellem sker i visse opførelser af Bruckners symfonier, i slutningen af Bruckners 7., hvor alting er standset og lyden folder sig ud af en enkelt tone, som hvis et løg voksede og fik flere og flere lag eller når store tyske dirigenter som Günther Wand kan få intensiteten mellem de usigeligt tyste og de rystende kraftfulde passager til at være en og den samme, så man ikke mærker det som en overgang.