Østen for solen, norden for jorden

Det var et sjovt øjeblik. Vi stod på udstillingen på det fine kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde, lige uden for Stockholms centrum, en intens, ikke helt lille udstilling om symbolismen, her primært i østnordiske og baltiske lande, i slutningen af 1800-tallet, den tunge, ladede kunstretning, der flyder over i Fin de Siecle. Jeg har en primært dansk reference til de symbolske stof, min hustru har en færøsk og pludselig kom der en norsk kvinde, som vi stod der og talte svensk med.

Gunnar Hallström (1875-1943):
Det sköna slottet östen för
solen och norden om jorden.
(Udateret)

Og vi begyndte at tale om slottet Østen for solen, norden for jorden, som er et kendt sted i den svenske folkemytologi, og om det var det samme som slottet Soria-Morija, der er kendt fra norske folkesagn og som Ibsen trækker frem i Peer Gynt.

Og har nogen af de her noget at gøre med Shangri-la og El Dorado? Vi drøftede det videre senere på dagen og jeg opdagede, at i hvert fald navnet Morija stammer fra Morija Bjerg i Det gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak. Og vi begyndte at tænke på Valhalla, som nogle mener er nøje struktureret som Colloseum i Rom. Fordi vikingerne, før der var noget, der hed vikinger, havde været gladiatorer?

Vi talte om Det ny Jerusalem fra Johannes Åbenbaring, som er de kristnes drømmeland og om det mærkværdige i den muslimske paradisforestilling, med de 70 jomfruer, mennesker uden selvstændig identitet.

Er der tale om et sted, hvor vi drømmer om et fællesskab eller et det et sted, hvor man drømmer om at være fri til at gøre lige, hvad der passer en (som min hustru formulerede det; altså en neo-liberal ønsketænkning).

Magritte: Chateau de Pyrenees, 1959

Og så begyndte det at sive ind. Jamen det her billede, det har Magritte jo malet! Blot med tanken som den rejsende. Det går op for mig, at det efter sin indledende udstilling blev tilbudt Jerusalems kunstmuseum. Er det også den jødiske drøm fra Esajas 60, det sted alle flokkes til!

Der er mange andre sådanne steder, nogle kan bruges af reklamen, som Shangri-la og El Dorado, nogle kan ikke. Spørgsmålet er, om Mars er ved at blive sådan et sted. Hvis det var, ville det ikke være noget, der var helt fjernt fra den kunstneriske intuition.

Friheden Station

Foto fra perrontunnellen

Jeg kender ikke nogen steder i hele verden, hvor folk er så grå-trætte som på Friheden St. i Hvidovre, Københavns sydlige forstand. Fuldt forståeligt. Med den offentlige myndigheds aldrig svigtende empatiske omsorg har man indset dette og forsøger nu at rette misforståelsen om, at der skal kunne findes frihed her, gennem en lang og grundig forklaring om kongens fri-hede, altså noget land, han lagde ud til anden brug. Selvom man forsøger at komme lokalbefolkningen yderligere i møde ved anvendelse af nogle af vor tids mest almindrlige stavefejl, gør dette nationalromantiske drømmescenarium naturligvis kun sagen værre. Her må grædes. 

Skulptur af Hein Heinsen (1981-82)

Meanwhile, outside the station. Som om det ikke var nok at leve i det bestandige krav om at friheden må indfinde sig som følelse står dette hovedpinefremkaldende monstrum, et kunstværk, udenfor stationen og truer. Man ved ikke, om man skal løbe i den ene retning eller den anden retning, men der, for enden af den forblæste, grå plads, er landevejen eller motorvejen, og man kan heller ikke løbe, for man er alt for anspændt. Så det ender altid med at man går ind i Friheden Station med forstærkede nakkespændinger