Østen for solen, norden for jorden

Det var et sjovt øjeblik. Vi stod på udstillingen på det fine kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde, lige uden for Stockholms centrum, en intens, ikke helt lille udstilling om symbolismen, her primært i østnordiske og baltiske lande, i slutningen af 1800-tallet, den tunge, ladede kunstretning, der flyder over i Fin de Siecle. Jeg har en primært dansk reference til de symbolske stof, min hustru har en færøsk og pludselig kom der en norsk kvinde, som vi stod der og talte svensk med.

Gunnar Hallström (1875-1943):
Det sköna slottet östen för
solen och norden om jorden.
(Udateret)

Og vi begyndte at tale om slottet Østen for solen, norden for jorden, som er et kendt sted i den svenske folkemytologi, og om det var det samme som slottet Soria-Morija, der er kendt fra norske folkesagn og som Ibsen trækker frem i Peer Gynt.

Og har nogen af de her noget at gøre med Shangri-la og El Dorado? Vi drøftede det videre senere på dagen og jeg opdagede, at i hvert fald navnet Morija stammer fra Morija Bjerg i Det gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak. Og vi begyndte at tænke på Valhalla, som nogle mener er nøje struktureret som Colloseum i Rom. Fordi vikingerne, før der var noget, der hed vikinger, havde været gladiatorer?

Vi talte om Det ny Jerusalem fra Johannes Åbenbaring, som er de kristnes drømmeland og om det mærkværdige i den muslimske paradisforestilling, med de 70 jomfruer, mennesker uden selvstændig identitet.

Er der tale om et sted, hvor vi drømmer om et fællesskab eller et det et sted, hvor man drømmer om at være fri til at gøre lige, hvad der passer en (som min hustru formulerede det; altså en neo-liberal ønsketænkning).

Magritte: Chateau de Pyrenees, 1959

Og så begyndte det at sive ind. Jamen det her billede, det har Magritte jo malet! Blot med tanken som den rejsende. Det går op for mig, at det efter sin indledende udstilling blev tilbudt Jerusalems kunstmuseum. Er det også den jødiske drøm fra Esajas 60, det sted alle flokkes til!

Der er mange andre sådanne steder, nogle kan bruges af reklamen, som Shangri-la og El Dorado, nogle kan ikke. Spørgsmålet er, om Mars er ved at blive sådan et sted. Hvis det var, ville det ikke være noget, der var helt fjernt fra den kunstneriske intuition.

Friheden Station

Foto fra perrontunnellen

Jeg kender ikke nogen steder i hele verden, hvor folk er så grå-trætte som på Friheden St. i Hvidovre, Københavns sydlige forstand. Fuldt forståeligt. Med den offentlige myndigheds aldrig svigtende empatiske omsorg har man indset dette og forsøger nu at rette misforståelsen om, at der skal kunne findes frihed her, gennem en lang og grundig forklaring om kongens fri-hede, altså noget land, han lagde ud til anden brug. Selvom man forsøger at komme lokalbefolkningen yderligere i møde ved anvendelse af nogle af vor tids mest almindrlige stavefejl, gør dette nationalromantiske drømmescenarium naturligvis kun sagen værre. Her må grædes. 

Skulptur af Hein Heinsen (1981-82)

Meanwhile, outside the station. Som om det ikke var nok at leve i det bestandige krav om at friheden må indfinde sig som følelse står dette hovedpinefremkaldende monstrum, et kunstværk, udenfor stationen og truer. Man ved ikke, om man skal løbe i den ene retning eller den anden retning, men der, for enden af den forblæste, grå plads, er landevejen eller motorvejen, og man kan heller ikke løbe, for man er alt for anspændt. Så det ender altid med at man går ind i Friheden Station med forstærkede nakkespændinger

Matematikkens hemmelige liv

Forleden forsvandt mit kreditkort af uransagelige årsager. Kortet rummede den længste talrække, jeg nogensinde har kunnet huske, og jeg har ikke alene imponeret mange mennesker med den gennem tiden, men også selv været ganske glad for den kære talrække, med sine fint svungne former i den særligt meningsløse opstillingsorden, jeg kunne bringe til at give betydning, gennem at huske den, og den kunne arbejde med på mit livs største udfordring:

Hadet til tallene og hele deres væsen, som jeg bestandigt forsøger at omskabe til beundringen for matematikkens smukke filosofiske indsigter, logikkens rene musik og platoniske kærlighedsliv. Jeg har en lille stak bøger med introduktioner til matematikken liggende, som jeg altid bilder mig ind, jeg en dag vil læse.

Det er ikke det værste. Det værste er, at jeg mærker, at noget i mig modsætter sig at glemme den gamle talrække og begynde at indøve den nye. Jeg vil ikke af med den. Glæden over at kunne huske den, at have været nogen i tallenes identitetsløse verden er åbenbart så dyb i mit naive selvbillede, at det overgår den praktiske dimension - det vil sige det upraktiske, der er i at kunne huske et ophørt kreditkorts 16 + 4 + 3 cifre og ikke kunne tvinge sig til at memorere et nyt

Kunsten at holde forfatter

Mange mennesker ønsker at holde forfatter. De er hyggelige, og de kan endda være lærerige med deres ofte lidt aparte adfærd, som stammer fra den mærkværdighed, at de synes at kultivere nogle af de vildskud i tilværelsen, vi andre skærer af. Men det er ikke nemt at holde forfatter. De kan være meget følsomme, kræver omhyggelig pasning – og alligevel går de nemt ud eller løber hjemmefra.

Der er dog store glæder forbundne med at holde forfatter. For det første kan de passe sig selv i utrolig lang tid ad gangen. Man hører ikke noget til dem i uger og måneder, og pludselig er de der så, forpjuskede, lidt uroligt dirrende, men alligevel glade og forventningsfulde på en måde, der kan virke smittende.

Nogle tommelfingerregler for hvordan man holder forfatter

Her er nogle enkle tommelfingerregler for, hvordan man holder forfatter, hvis man har taget skridtet og udvalgt sig et eller flere eksemplarer af arten

Når de kommer til en og spørger, om man vil have et af deres frieksemplarer (de får 10-30 eksemplarer, alt afhængig af oplaget), skal man se ned for sig og smile og sige, ”ih, tak, det vil jeg da vældig gerne”, men kun hvis man mener det.

Derefter kan man opleve, at de ligesom sværmer omkring én, nærmest som en bestemt form for døgnfluer. Da vil det være godt, hvis man af sig selv kommer med en lille reaktion, når man har modtaget bogen, og eventuelt en til, når man har læst lidt i den. Så vil man opdage, at forfattere er yderst venlige og imødekommende og ofte også hjælpsomme og villige til at gå én lidt til hånde med ting, der falder inden for deres virkefelt.

Hvis det bliver besværligt

Hvis man vil gøre en forfatter glad, skal man sige, ”jeg har faktisk også købt din bog og foræret den til [den og den].” Så kan man ganske vist opleve, at forfatteren bliver lidt vel energifyldt i sin venskabelighed i tiden efter, men det skal man blot se som en charme og more sig over. Det går over igen, og skulle det blive for besværligt, kan man jo levere forfatteren tilbage. De fleste kan afhændes omkostningsfrit, selvom det kan svie lidt i tiden efter.

Hvis man ikke rigtig ved, om man er den rette til at holde forfatter, kan man se, om der er mulighed for at møde én, f. eks. på biblioteket eller til et såkaldt kulturarrangement. Man kan tydeligt kende dem på det lidt virrende blik, den sært selvsikre dinglen med armene, der ikke er synkroniseret med resten af kropsbevidstheden, der tit er noget under det normale for gennemsnittet af befolkningen, og på den lurvede beklædning.

Hvad man ikke skal spørge en forfatter om

Der er visse ting, man ikke skal spørge en forfatter om, hvis man tilfældigt møder en. Spørg aldrig, om hvad de skriver om. Enten kan de ikke svare og bliver forlegne på en måde, der desværre kan give sig udtryk som irritation, eller også taler de om sig selv i 35-40 minutter uden nogen form for åndedrætspause. Bed dem i stedet nævne en af deres titler, som man herefter tilkendegiver, at man mener at kunne huske, men ikke rigtig husker, hvad handler om. Derefter forløber samtalen normalt gnidningsfrit, og man kan endda opleve, at forfatteren gengælder denne venlighed med et interesseret modspørgsmål. Dette hører dog til sjældenhederne.

Der skal meget lidt til at gøre forfattere glade. Lidt imødekommenhed, en smule opmærksomhed. Det er dog vigtigt, at man ikke lader som om man beundrer dem, for det kan de ikke tåle, og det ved de godt selv, men de kan ofte ikike modstå det og så risikerer man at de visner hen og bliver ude af stand til at skrive frit og nysgerrigt på samme måde som før.

Forfatterens næring

Den bedste næring for dem er at tale med dem om et eller andet, de har skrevet, en sætning eller lille afsnit, der har undret en eller et emne.

De virker på en måde lidt overflødige eller i bedste fald helt almindelige. Kunne en computer ikke ligeså godt gøre fyldest, tænker man ofte? Men det kunne de ikke. Man kan faktisk sammenligne dem med regnorme. Hvis vi ikke havde regnorme, ville gaderne og vore parker og plæner flyde over med alskens råddenskab. Sådan virker forfatterne for den enkelte og i det store fælles rum, der består af vore usynlige tanker og ord.

Der er derfor al mulig grund til at holde forfatter og til at passe godt på dem, når man først har fået dem.