Da tiden gik langsommere

Der er et mærkeligt sted i den brutale Josvabogen i Det gamle Testamente, hvor solen står stille på himlen og tiden altså ikke bevæger sig (Jos 10,12-14). De filosofiske implikationer af dette er uoverskueligt. For livet står ikke stille imens. Betyder det, at det, der foregår, foregår i parallelle universer, ellers ville hændelserne jo støde ind i hinanden?

Når man hører et album af Bob Marley (1945-81) undrer man sig ofte over, hvad han har villet med sine albums, rent musikalsk. Der er et pan-afrikansk-latinamerikansk freds- og frihedsbudskab, baseret på en bestemt etiopisk spiritualitet, rastafari-religionen, en gammeltestamentligt inspireret, mystisk tro. Men musikalsk?

Den enkelte skæring er fantastisk, Marleys fraseringer er ind i mellem så stærke, at man spiser øren på den der ganske særlige måde, man gør når det musikalske tager over fra det tidslige og sætter det tidløse i værk, ligesom det sker, når man hører Mozart eller Miles Davis. Det er som om der sker flere ting på én gang: Man modtager impulser i øjeblikket og i noget, der rækker videre end øjeblikket og møder ens sansninger og erfaringer et andet sted.

Men man kan lytte til et helt album og alligevel undre sig over, hvad der er meningen med albummet som sådan. Rent musikalsk. Det må være det, der er begrundelsen for, at albummet Legends, der består af Bob Marleys mest kendte sange og ikke er komponeret af ham som et album, er det mest kendte og højest værdsatte.

Sidst på albummet Natty Dread, hvis sange alle er skrevet af Bob Marley trods albummets oprindelige kredit til andre (af kontraktlige årsager), sker der noget med tiden. I den tredje skæring på LP'ens b-side, Bend Down Low, begynder alting at gå langsomt. Man opdager det først ikke og tror, at det er albummets stor-struktur, der nu endegyldigt er brudt sammen. En vis kedsomhed, altså.

Men i det næstsidste nummer, Talkin' Blues, forstår man, hvis man er blevet ved at holde opmærksomheden fæstnet ved musikkens udtryk, at langsomheden er eller har taget bo inde i en selv, og at ens opmærksomhed overfor det, der foregår omkring én er blevet så meget mere skærpet. Man ser detaljer tydeligere i sig selv og i deres sammenhæng.

Det er lykkedes Marley at få musikken til at vise sit indre væsen, som svingninger i en større sammenhæng. Det minder lidt om noget, der ind i mellem sker i visse opførelser af Bruckners symfonier, i slutningen af Bruckners 7., hvor alting er standset og lyden folder sig ud af en enkelt tone, som hvis et løg voksede og fik flere og flere lag eller når store tyske dirigenter som Günther Wand kan få intensiteten mellem de usigeligt tyste og de rystende kraftfulde passager til at være en og den samme, så man ikke mærker det som en overgang.

Den religiøse brug af begrebet sjæl

Den religiøse brug af ordet sjæl. Gadenavn i det indre København

"Sjæleboder var småhuse der indtil middelalderen var beboelse for mange fattige. Det var den katolske kirke der tog sig af fattige og kirken fik ofte velhavende borgere til, at skænke grunde eller huse, for på den måde opnåede de velhavende frelse og kunne lettere komme gennem skærsilden for disse gode gerninger! Selve gadenavnet stammer fra 1500-tallet da nogle småhuse af en enke blev testamenteret til fattige, som såkaldte sjæleboder. Den nuværende og intetsigende gade er fra begyndelsen af 1900-tallet."(Fra: indenforvoldene.dk)

Sjælen, der er tale om er altså ikke den rige mand, der skal frelses, men de arme sjæle. Sjæl betyder her identitet, de der er kendt af Gud, som åbenbart ikke rigtig har velsignet dem med et ordentligt liv. Det er et udmærket socialvæsen, når man ikke har andet, men det viser ikke så lidt om kirken som organisation i den katolske tid. Og om, hvad det er for et indhold af ordet sjæl, der gør, at vi ikke bruger det idag. En sjæl er betegnelsen for jeget hos et menneske, der er kendt af Gud.

Beethovens 4. symfoni som metafysisk puslespil

For nylig protesterede jeg på Sveriges Radios Klassisk Förmiddags Facebookside over, at den fantastisk vidende programvært Erika Libeck-Lindahl havde ment, at en symfoni af Robert Schumann havde Beethovenske højder. Man kan ikke sammenligne noget med Beethovens symfonier, sagde jeg:

Jakob Brønnum

10. september kl. 16:40

Nu har jag tänkt igenom det en hel vecka. Jag tycker inte man kan säga, som du gjorde, att Schumanns symfonier går jämföra med Beethovens. Även dom första två är rena abstrakta mästerverk. Ingen i wienerklassik-traditionens romantiska stil skriver med en sån aristotelisk perfektion og platonisk transcendental spiritualitet. Schumanns kammarmusik, ja visst, i bland, nästan, men aldrig med samma klarhet. Schumanns symfonier är bättre än Mendelssohns og lysår bättre än Gade og troligen också Berwald, som jag känner för lite med min danska bakgrund. Och man kan gilla Brahms tvåa like mycket som Beethovens sexa om man vill. Men Beethovens symfonier är i en annan liga, liksom Shakespeares skådespel, Rembrandt, Michelangelo, Dostojevskijs romaner och Dante. Et människolikt utsaga av evig giltig karaktär.

Nogle dage senere svarede hun sødt og afbalanceret, som man jo skal som programvært:

Klassisk förmiddag i P2 Hej! Roligt att musiken väcker tankar och engagerar, som det ska vara Humørikonet smile
Schumann är en vattendelare, jag fick ett mail samma dag där en lyssnare uttryckte sin stora kärlek för Schumanns symfonier, höll dem högst av alla.
Jag tänkte själv i första hand på den här symfonins förmåga att ta tag i mig som lyssnare, inte någon verkanalytisk jämförelse, snarare en känslomässig.
Finns ett (ganska roligt) avsnitt i Åke Holmquists enorma Beethovenbok där Carl Maria von Weber ironiserar över den ’moderna’ musiken i allmänhet och Beethovens i synnerhet (han gillade uppenbarligen inte alls Beethovens 4a), så jag tror nog det finns lika många åsikter och uppfattningar som det finns folk på vår vackra jord – å så ska det vara. Vi får respektera varandra helt enkelt.
Till syvende och sist är jag övertygad om att det i våra hjärtan får plats snudd på hur många tonsättare som helst, ungefär som att vi har kärlek så det räcker oavsett hur många barn vi får. Vi behöver inte välja bort. Vissa verk fascinerar för att de är tekniskt fulländade, andra för att de kort och gott berör vår själ.
Sen att Schumann i noterna t.ex. inte ger utrymme för blåsarna att andas är en helt annan sak Humørikonet smile 
Kul att du skrev – allt gott! /Erika

Kandinsky: Diagram 17 (1926)

Det tyder på, at Beethovens 4. symfoni, som ligger mellem den enorme, banebrydende 3'er og den mægtige, titaniske "Skæbnesymfonien", som Beethovens 5. er blevet kaldt, nogle gange opfattes som en parentes. en typisk europæisk, borgerlig reaktion, hvor man mister blikket for det, der ikke prætenderer storhed eller af andre opfattes som det største.

Jeg skrev tilbage og sagde, at jeg anser Beethovens Symfoni nr. 4 for et abstrakt mesterværk af højeste klasse. Indledningen til den, en underligt tavs, ventende, søgende, uvirkelig spørgen. For mig indbegrebet af begrebet mystik. Og den helt utrolige spændingsbue i 2. sats, hvor musikken pludselig bliver bremset eller løber ud i ingenting (alt efter, hvordan dirigenten opfatter det) - det er et af de mest spektakulære steder jeg overhovedet kender i musikken. Man kan høre det 1000 gange og aldrig holde op med at forundres. Hele symfonien består af en vekselvirkning mellem pludselige, hurtige stigninger og nogle springende figurer, hvoraf nogle af de sidste synes at sno sig om sig selv - som om et eller andet mønster i et maleri af Kandinsky (120 år senere) bliver slynget rundt i det tomme rum. En åndeløs venten, som indledningen sætter i værk og en mild og hele tiden overjordisk smuk klangverden, der består af puslespilsbrikker (de stigende og de springende og de snoede figurer), der bliver kastet ud i åbent rum. Det er mageløst.

Beethovens 4. Symfoni på wikipedia

Beethovens 4. Symfoni på YouTube