Man møder ind i mellem den opfattelse at gamle bøger skulle være gamle. Altså, at bøger der er skrevet for flere hundrede år siden skulle være forældede, og ikke blot forældede, inde under det, at de er gamle og derfor forældede ligger den opfattelse, at de må være primitive, eller at den verden de beskriver må være primitiv eller forkert eller forfatteren eller noget midt i mellem. Fordi det ikke er nyt, kan det ikke være godt, bliver konklusionen, der således bygger på det meningsløse storhedsvanvid, der ligger i at føle sig bedre, bare fordi man befinder sig i en anden tid, blandt andet fordi det er naturligt og derfor ikke bør give anledning til en følelse af bedreværd. Det er snarere ligesom når børn glæder sig over at de må begynde først i en eller anden leg.En af misforståelserne i dette syn består i, at tro, at et menneske, der er i besiddelse af sproget på nogen måde skulle være i stand til at sætte sig aftryk, der er mindre nuancerede end i den tid, vi nu lever i. Vildfarelsen kan nemt afmonteres. To lektioner klassisk græsk vil endegyldigt have vist enhver, at sproget på Platons tid indeholdt betydeligt flere variationsmuligheder end fire hundrede år senere på Paulus tid og end det gør idag.
Men man skal ikke have læst mere en seks linier af et gammelt epos, for man er klar over, at der er et menneske tilstede og at et tænkende, følende og talende menneske kender alle de samme tankefigurer og følelser som en selv, selvom han mange gange kalder dem noget andet.
Det er spild af energi at afvise gamle bøger, men man får naturligvis noget andet ud af dem, end man havde gjort, hvis man levede i den tid, de blev skrevet eller i en eller anden tid i mellem. Det vigtigste må være, hvad der sker i mødet med teksten, hvis den er interessant.
Det er klart, at hvis man læser Humes bog om den menneskelige erkendelse af moralens rationelle potentiale for at læse en fagbog om moral og moralsk tænkning, så vil den være noget støvet og lidt til en side, eller hvis man læser Flaubert for at møde beskrivelser af det kropslige liv bag folks følelser.
Men hvis man opdager, at Humes bog udgør et enestående interessant og meget detaljeret atlas over, hvordan der ser ud inde i skallen på folk og at Flaubert beskriver følelser mellem sjæl og legeme med en sådan dybde, at selve følelsen virker som om den er skåret ud af selve livets store kar, så lærer det en noget om nuancerne i livet, man ikke kan undgå at bruge når man vender sig om og ser ud af vinduet igen. Og som ikke kan undgå at bruge én. Og så er det hele meget nutidigt. Det har alt sammen del i livet.
Har man én gang haft en sådan oplevelse, at Seneca havde fat i en sammenhæng, der var så enkel og samtidig så dyb, at enkel og dyb blev vendt op og ned, at flowet mellem metaforer i en Shakeaspeare monolog virkede som om han beskrev syv forskellige dimensioner af tilværelsen, som det ser ud, hvis men ser dem på den måde, at hver enkelt sang i Dantes Skærsilden svarer på et spørgsmål om forholdet mellem det åndelige og det fysiske her i verden, det man kan holde i og det man ikke kan, så holder man ikke op med at se efter det igen.
