Gadens oversete kunstværker

Fem bemærkninger og tre indsigter om dæksler. Dæksler? Ja, dæksler

1 Opdagelsen
Jeg stod, træt efter en lang dag i byen og så ned for mig på Hovedbanens asfalt. Lange skygger. Pludselig går det op for mig, hvor smukt kloakdækslet er. De klassiske københavnske kloakdæksler, som på en eller anden måde klinger med noget meget dybt i min barndom, hvor jeg har set dem på fortovet. Jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det mig klart, hvor meget mønstrene har været med til at danne grundbilleder i min verden.

Dækslet på hovedbanen

Jeg lagde et billede op på Instagram, og da jeg hashtaggede det #manholecover, som det hedder på engelsk, viste det sig straks, at der var masser af instagrammere, som dyrker dette motiv.

2 Bogen
Nå, tænkte jeg, jeg var ikke original dér, men jeg kunne vel foreslå et stort amerikansk forlag at lave en coffee table book. Særligt interessant var det jo, fordi det viste sig, at der er en kollossal spredning i motiverne verden over. I sydøstasien er det - efter instragrammerne at dømme - en decideret kunstart med masser af fine motiver af dyr, planter og landskaber. Ok, den fandtes også: Mimi Melnick: Manhole Covers (MIT, 1994, 2. oplag). Jeg bestilte den straks.

3 Fortællingen
Det er ikke verdens smukkeste bog, og jeg vil mene, at der stadig er muligheder. Den er i sort-hvid. Til gengæld er forfatteren "urban archeologist" og bogen er derfor rigtig historieskrivning og elementært velresearchet og -skrevet. Mimi Melnick fører dækslets dekorationshistorie i USA tilbage til midten af 1800-tallet og de nye store kloaksystemer i de nye storbyer. Der vil være megen anden spændende research at gøre.

Abstrakt dæksel fra Fukuoka 

Hvornår kom de første europæiske? Hvordan så de ud? Hvorfor laver man så fantastiske fine og farvestrålende dæksler i Østasien? Gør man det stadig eller ser de blot nye ud, fordi man maler de gamle? Er det med vilje, at det københavnske dæksel har et heliocentrisk verdensbillede med en antik, græsk meanderbort udenom?

4 Indsigten
1) Det viser, at det er ligeså naturligt for mennesket at dekorere som at strukturere. Allerede hulemalerierne viste det, men vi lader som om det er naturligere og mere primært at strukturere og at dekorationen er flødeskum. 2) Når det er ligeså naturligt, må det også betyde noget vigtigt for os. Det må have indflydelse på vore drømme, vores bevidsthed, vores livsfølelse. 3) Det kreative i livet er ikke et individuelt tilvalg, det er et fællesskabstræk. det smukke og det skønne er først og fremmest noget, vi har oplevet i fællesskab, først derpå bliver det eventuelt noget vi dyrker på egen hånd

Et japansk dæksel. Azalea og kamelia

5 Tiden
Mon der ofres ligeså mange midler på de smukke dæksler idag som tidligere? Der ligger et smukt dæksel i Købmagergade med en fin improvisation over Københavns byvåben, som ser ret ny ud. I Stockholm er dækslerne slidte og kedelige, men udenfor byen, i småbyerne omkring, kan man finde fantastiske billeder, der fortæller industrialismens historien. Der synes at være en automatik i, at vi netop på sådanne områder bevæger os mod det enklere og det billigere. Vi bør lære os selv, at det ikke er naturligt, det er bare lidt mindre krævende at gøre det enkelt.

Gå ind på Instagram og opsøg hashtagget #manholecovers. Der er langt mere overraskende og spektakulære motiver, end jeg har gengivet her

Østen for solen, norden for jorden

Det var et sjovt øjeblik. Vi stod på udstillingen på det fine kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde, lige uden for Stockholms centrum, en intens, ikke helt lille udstilling om symbolismen, her primært i østnordiske og baltiske lande, i slutningen af 1800-tallet, den tunge, ladede kunstretning, der flyder over i Fin de Siecle. Jeg har en primært dansk reference til de symbolske stof, min hustru har en færøsk og pludselig kom der en norsk kvinde, som vi stod der og talte svensk med.

Gunnar Hallström (1875-1943):
Det sköna slottet östen för
solen och norden om jorden.
(Udateret)

Og vi begyndte at tale om slottet Østen for solen, norden for jorden, som er et kendt sted i den svenske folkemytologi, og om det var det samme som slottet Soria-Morija, der er kendt fra norske folkesagn og som Ibsen trækker frem i Peer Gynt.

Og har nogen af de her noget at gøre med Shangri-la og El Dorado? Vi drøftede det videre senere på dagen og jeg opdagede, at i hvert fald navnet Morija stammer fra Morija Bjerg i Det gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak. Og vi begyndte at tænke på Valhalla, som nogle mener er nøje struktureret som Colloseum i Rom. Fordi vikingerne, før der var noget, der hed vikinger, havde været gladiatorer?

Vi talte om Det ny Jerusalem fra Johannes Åbenbaring, som er de kristnes drømmeland og om det mærkværdige i den muslimske paradisforestilling, med de 70 jomfruer, mennesker uden selvstændig identitet.

Er der tale om et sted, hvor vi drømmer om et fællesskab eller et det et sted, hvor man drømmer om at være fri til at gøre lige, hvad der passer en (som min hustru formulerede det; altså en neo-liberal ønsketænkning).

Magritte: Chateau de Pyrenees, 1959

Og så begyndte det at sive ind. Jamen det her billede, det har Magritte jo malet! Blot med tanken som den rejsende. Det går op for mig, at det efter sin indledende udstilling blev tilbudt Jerusalems kunstmuseum. Er det også den jødiske drøm fra Esajas 60, det sted alle flokkes til!

Der er mange andre sådanne steder, nogle kan bruges af reklamen, som Shangri-la og El Dorado, nogle kan ikke. Spørgsmålet er, om Mars er ved at blive sådan et sted. Hvis det var, ville det ikke være noget, der var helt fjernt fra den kunstneriske intuition.