Forleden forsvandt mit kreditkort af uransagelige årsager. Kortet rummede den længste talrække, jeg nogensinde har kunnet huske, og jeg har ikke alene imponeret mange mennesker med den gennem tiden, men også selv været ganske glad for den kære talrække, med sine fint svungne former i den særligt meningsløse opstillingsorden, jeg kunne bringe til at give betydning, gennem at huske den, og den kunne arbejde med på mit livs største udfordring:
Hadet til tallene og hele deres væsen, som jeg bestandigt forsøger at omskabe til beundringen for matematikkens smukke filosofiske indsigter, logikkens rene musik og platoniske kærlighedsliv. Jeg har en lille stak bøger med introduktioner til matematikken liggende, som jeg altid bilder mig ind, jeg en dag vil læse.
Det er ikke det værste. Det værste er, at jeg mærker, at noget i mig modsætter sig at glemme den gamle talrække og begynde at indøve den nye. Jeg vil ikke af med den. Glæden over at kunne huske den, at have været nogen i tallenes identitetsløse verden er åbenbart så dyb i mit naive selvbillede, at det overgår den praktiske dimension - det vil sige det upraktiske, der er i at kunne huske et ophørt kreditkorts 16 + 4 + 3 cifre og ikke kunne tvinge sig til at memorere et nyt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar