Verden ifølge Bob Dylan

(2015-10-05, Stockholm Waterfront) Dylan er i meget fin form: Synger bedre end han har gjort, i hvert fald fra siden 1997 og i aftes med et fokuseret og fint klaverspil, hvad det nogle gange har knebet med. Men det er, overraskende nok, Dylan-som-sanger, der er i forestillingens centrum, det er en rolle han spiller.

Kun tre sange er fra før den sene, kreative periode, som i princippet stadig er igang, altså fra før 1997, men endnu mere bemærkelsesværdigt, 2/3 af sangene er fra 2012 eller senere, halvdelen af disse fra jazzalbummet fra i fjor.

Tekstudvalget er sammensat, så helheden bliver et nuanceret eksistentielt udsagn om kærligheden og mødet og tabet som tilværelsens grundtræk og de gennemført minimalistiske arrangementer giver koncerten en konkret tidløshed, der er et svimlende veludført kunstnerisk udsagn.

Samtidig er det forankret i de senest 150 års musikalske kultur- og civilisationshistorie, ved melodier, tekster, lyssætning og diverse gimmick-gadgets opstillet rundt omkring på scenen. Og ved den rolle, han selv spiller, også med det billigt udseende, lidt underspillet kikset sammensatte kostume, han vælger og mimikken, en menneskelig grundfigur á la Chaplin. Det er helt, helt fantastisk dygtigt udført. Helt fantastisk