Kunsten at holde forfatter

Mange mennesker ønsker at holde forfatter. De er hyggelige, og de kan endda være lærerige med deres ofte lidt aparte adfærd, som stammer fra den mærkværdighed, at de synes at kultivere nogle af de vildskud i tilværelsen, vi andre skærer af. Men det er ikke nemt at holde forfatter. De kan være meget følsomme, kræver omhyggelig pasning – og alligevel går de nemt ud eller løber hjemmefra.

Der er dog store glæder forbundne med at holde forfatter. For det første kan de passe sig selv i utrolig lang tid ad gangen. Man hører ikke noget til dem i uger og måneder, og pludselig er de der så, forpjuskede, lidt uroligt dirrende, men alligevel glade og forventningsfulde på en måde, der kan virke smittende.

Nogle tommelfingerregler for hvordan man holder forfatter

Her er nogle enkle tommelfingerregler for, hvordan man holder forfatter, hvis man har taget skridtet og udvalgt sig et eller flere eksemplarer af arten

Når de kommer til en og spørger, om man vil have et af deres frieksemplarer (de får 10-30 eksemplarer, alt afhængig af oplaget), skal man se ned for sig og smile og sige, ”ih, tak, det vil jeg da vældig gerne”, men kun hvis man mener det.

Derefter kan man opleve, at de ligesom sværmer omkring én, nærmest som en bestemt form for døgnfluer. Da vil det være godt, hvis man af sig selv kommer med en lille reaktion, når man har modtaget bogen, og eventuelt en til, når man har læst lidt i den. Så vil man opdage, at forfattere er yderst venlige og imødekommende og ofte også hjælpsomme og villige til at gå én lidt til hånde med ting, der falder inden for deres virkefelt.

Hvis det bliver besværligt

Hvis man vil gøre en forfatter glad, skal man sige, ”jeg har faktisk også købt din bog og foræret den til [den og den].” Så kan man ganske vist opleve, at forfatteren bliver lidt vel energifyldt i sin venskabelighed i tiden efter, men det skal man blot se som en charme og more sig over. Det går over igen, og skulle det blive for besværligt, kan man jo levere forfatteren tilbage. De fleste kan afhændes omkostningsfrit, selvom det kan svie lidt i tiden efter.

Hvis man ikke rigtig ved, om man er den rette til at holde forfatter, kan man se, om der er mulighed for at møde én, f. eks. på biblioteket eller til et såkaldt kulturarrangement. Man kan tydeligt kende dem på det lidt virrende blik, den sært selvsikre dinglen med armene, der ikke er synkroniseret med resten af kropsbevidstheden, der tit er noget under det normale for gennemsnittet af befolkningen, og på den lurvede beklædning.

Hvad man ikke skal spørge en forfatter om

Der er visse ting, man ikke skal spørge en forfatter om, hvis man tilfældigt møder en. Spørg aldrig, om hvad de skriver om. Enten kan de ikke svare og bliver forlegne på en måde, der desværre kan give sig udtryk som irritation, eller også taler de om sig selv i 35-40 minutter uden nogen form for åndedrætspause. Bed dem i stedet nævne en af deres titler, som man herefter tilkendegiver, at man mener at kunne huske, men ikke rigtig husker, hvad handler om. Derefter forløber samtalen normalt gnidningsfrit, og man kan endda opleve, at forfatteren gengælder denne venlighed med et interesseret modspørgsmål. Dette hører dog til sjældenhederne.

Der skal meget lidt til at gøre forfattere glade. Lidt imødekommenhed, en smule opmærksomhed. Det er dog vigtigt, at man ikke lader som om man beundrer dem, for det kan de ikke tåle, og det ved de godt selv, men de kan ofte ikike modstå det og så risikerer man at de visner hen og bliver ude af stand til at skrive frit og nysgerrigt på samme måde som før.

Forfatterens næring

Den bedste næring for dem er at tale med dem om et eller andet, de har skrevet, en sætning eller lille afsnit, der har undret en eller et emne.

De virker på en måde lidt overflødige eller i bedste fald helt almindelige. Kunne en computer ikke ligeså godt gøre fyldest, tænker man ofte? Men det kunne de ikke. Man kan faktisk sammenligne dem med regnorme. Hvis vi ikke havde regnorme, ville gaderne og vore parker og plæner flyde over med alskens råddenskab. Sådan virker forfatterne for den enkelte og i det store fælles rum, der består af vore usynlige tanker og ord.

Der er derfor al mulig grund til at holde forfatter og til at passe godt på dem, når man først har fået dem.