Gadens oversete kunstværker

Fem bemærkninger og tre indsigter om dæksler. Dæksler? Ja, dæksler

1 Opdagelsen
Jeg stod, træt efter en lang dag i byen og så ned for mig på Hovedbanens asfalt. Lange skygger. Pludselig går det op for mig, hvor smukt kloakdækslet er. De klassiske københavnske kloakdæksler, som på en eller anden måde klinger med noget meget dybt i min barndom, hvor jeg har set dem på fortovet. Jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det mig klart, hvor meget mønstrene har været med til at danne grundbilleder i min verden.

Dækslet på hovedbanen

Jeg lagde et billede op på Instagram, og da jeg hashtaggede det #manholecover, som det hedder på engelsk, viste det sig straks, at der var masser af instagrammere, som dyrker dette motiv.

2 Bogen
Nå, tænkte jeg, jeg var ikke original dér, men jeg kunne vel foreslå et stort amerikansk forlag at lave en coffee table book. Særligt interessant var det jo, fordi det viste sig, at der er en kollossal spredning i motiverne verden over. I sydøstasien er det - efter instragrammerne at dømme - en decideret kunstart med masser af fine motiver af dyr, planter og landskaber. Ok, den fandtes også: Mimi Melnick: Manhole Covers (MIT, 1994, 2. oplag). Jeg bestilte den straks.

3 Fortællingen
Det er ikke verdens smukkeste bog, og jeg vil mene, at der stadig er muligheder. Den er i sort-hvid. Til gengæld er forfatteren "urban archeologist" og bogen er derfor rigtig historieskrivning og elementært velresearchet og -skrevet. Mimi Melnick fører dækslets dekorationshistorie i USA tilbage til midten af 1800-tallet og de nye store kloaksystemer i de nye storbyer. Der vil være megen anden spændende research at gøre.

Abstrakt dæksel fra Fukuoka 

Hvornår kom de første europæiske? Hvordan så de ud? Hvorfor laver man så fantastiske fine og farvestrålende dæksler i Østasien? Gør man det stadig eller ser de blot nye ud, fordi man maler de gamle? Er det med vilje, at det københavnske dæksel har et heliocentrisk verdensbillede med en antik, græsk meanderbort udenom?

4 Indsigten
1) Det viser, at det er ligeså naturligt for mennesket at dekorere som at strukturere. Allerede hulemalerierne viste det, men vi lader som om det er naturligere og mere primært at strukturere og at dekorationen er flødeskum. 2) Når det er ligeså naturligt, må det også betyde noget vigtigt for os. Det må have indflydelse på vore drømme, vores bevidsthed, vores livsfølelse. 3) Det kreative i livet er ikke et individuelt tilvalg, det er et fællesskabstræk. det smukke og det skønne er først og fremmest noget, vi har oplevet i fællesskab, først derpå bliver det eventuelt noget vi dyrker på egen hånd

Et japansk dæksel. Azalea og kamelia

5 Tiden
Mon der ofres ligeså mange midler på de smukke dæksler idag som tidligere? Der ligger et smukt dæksel i Købmagergade med en fin improvisation over Københavns byvåben, som ser ret ny ud. I Stockholm er dækslerne slidte og kedelige, men udenfor byen, i småbyerne omkring, kan man finde fantastiske billeder, der fortæller industrialismens historien. Der synes at være en automatik i, at vi netop på sådanne områder bevæger os mod det enklere og det billigere. Vi bør lære os selv, at det ikke er naturligt, det er bare lidt mindre krævende at gøre det enkelt.

Gå ind på Instagram og opsøg hashtagget #manholecovers. Der er langt mere overraskende og spektakulære motiver, end jeg har gengivet her

Østen for solen, norden for jorden

Det var et sjovt øjeblik. Vi stod på udstillingen på det fine kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde, lige uden for Stockholms centrum, en intens, ikke helt lille udstilling om symbolismen, her primært i østnordiske og baltiske lande, i slutningen af 1800-tallet, den tunge, ladede kunstretning, der flyder over i Fin de Siecle. Jeg har en primært dansk reference til de symbolske stof, min hustru har en færøsk og pludselig kom der en norsk kvinde, som vi stod der og talte svensk med.

Gunnar Hallström (1875-1943):
Det sköna slottet östen för
solen och norden om jorden.
(Udateret)

Og vi begyndte at tale om slottet Østen for solen, norden for jorden, som er et kendt sted i den svenske folkemytologi, og om det var det samme som slottet Soria-Morija, der er kendt fra norske folkesagn og som Ibsen trækker frem i Peer Gynt.

Og har nogen af de her noget at gøre med Shangri-la og El Dorado? Vi drøftede det videre senere på dagen og jeg opdagede, at i hvert fald navnet Morija stammer fra Morija Bjerg i Det gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak. Og vi begyndte at tænke på Valhalla, som nogle mener er nøje struktureret som Colloseum i Rom. Fordi vikingerne, før der var noget, der hed vikinger, havde været gladiatorer?

Vi talte om Det ny Jerusalem fra Johannes Åbenbaring, som er de kristnes drømmeland og om det mærkværdige i den muslimske paradisforestilling, med de 70 jomfruer, mennesker uden selvstændig identitet.

Er der tale om et sted, hvor vi drømmer om et fællesskab eller et det et sted, hvor man drømmer om at være fri til at gøre lige, hvad der passer en (som min hustru formulerede det; altså en neo-liberal ønsketænkning).

Magritte: Chateau de Pyrenees, 1959

Og så begyndte det at sive ind. Jamen det her billede, det har Magritte jo malet! Blot med tanken som den rejsende. Det går op for mig, at det efter sin indledende udstilling blev tilbudt Jerusalems kunstmuseum. Er det også den jødiske drøm fra Esajas 60, det sted alle flokkes til!

Der er mange andre sådanne steder, nogle kan bruges af reklamen, som Shangri-la og El Dorado, nogle kan ikke. Spørgsmålet er, om Mars er ved at blive sådan et sted. Hvis det var, ville det ikke være noget, der var helt fjernt fra den kunstneriske intuition.

Da tiden gik langsommere

Der er et mærkeligt sted i den brutale Josvabogen i Det gamle Testamente, hvor solen står stille på himlen og tiden altså ikke bevæger sig (Jos 10,12-14). De filosofiske implikationer af dette er uoverskueligt. For livet står ikke stille imens. Betyder det, at det, der foregår, foregår i parallelle universer, ellers ville hændelserne jo støde ind i hinanden?

Når man hører et album af Bob Marley (1945-81) undrer man sig ofte over, hvad han har villet med sine albums, rent musikalsk. Der er et pan-afrikansk-latinamerikansk freds- og frihedsbudskab, baseret på en bestemt etiopisk spiritualitet, rastafari-religionen, en gammeltestamentligt inspireret, mystisk tro. Men musikalsk?

Den enkelte skæring er fantastisk, Marleys fraseringer er ind i mellem så stærke, at man spiser øren på den der ganske særlige måde, man gør når det musikalske tager over fra det tidslige og sætter det tidløse i værk, ligesom det sker, når man hører Mozart eller Miles Davis. Det er som om der sker flere ting på én gang: Man modtager impulser i øjeblikket og i noget, der rækker videre end øjeblikket og møder ens sansninger og erfaringer et andet sted.

Men man kan lytte til et helt album og alligevel undre sig over, hvad der er meningen med albummet som sådan. Rent musikalsk. Det må være det, der er begrundelsen for, at albummet Legends, der består af Bob Marleys mest kendte sange og ikke er komponeret af ham som et album, er det mest kendte og højest værdsatte.

Sidst på albummet Natty Dread, hvis sange alle er skrevet af Bob Marley trods albummets oprindelige kredit til andre (af kontraktlige årsager), sker der noget med tiden. I den tredje skæring på LP'ens b-side, Bend Down Low, begynder alting at gå langsomt. Man opdager det først ikke og tror, at det er albummets stor-struktur, der nu endegyldigt er brudt sammen. En vis kedsomhed, altså.

Men i det næstsidste nummer, Talkin' Blues, forstår man, hvis man er blevet ved at holde opmærksomheden fæstnet ved musikkens udtryk, at langsomheden er eller har taget bo inde i en selv, og at ens opmærksomhed overfor det, der foregår omkring én er blevet så meget mere skærpet. Man ser detaljer tydeligere i sig selv og i deres sammenhæng.

Det er lykkedes Marley at få musikken til at vise sit indre væsen, som svingninger i en større sammenhæng. Det minder lidt om noget, der ind i mellem sker i visse opførelser af Bruckners symfonier, i slutningen af Bruckners 7., hvor alting er standset og lyden folder sig ud af en enkelt tone, som hvis et løg voksede og fik flere og flere lag eller når store tyske dirigenter som Günther Wand kan få intensiteten mellem de usigeligt tyste og de rystende kraftfulde passager til at være en og den samme, så man ikke mærker det som en overgang.

Friheden Station

Foto fra perrontunnellen

Jeg kender ikke nogen steder i hele verden, hvor folk er så grå-trætte som på Friheden St. i Hvidovre, Københavns sydlige forstand. Fuldt forståeligt. Med den offentlige myndigheds aldrig svigtende empatiske omsorg har man indset dette og forsøger nu at rette misforståelsen om, at der skal kunne findes frihed her, gennem en lang og grundig forklaring om kongens fri-hede, altså noget land, han lagde ud til anden brug. Selvom man forsøger at komme lokalbefolkningen yderligere i møde ved anvendelse af nogle af vor tids mest almindrlige stavefejl, gør dette nationalromantiske drømmescenarium naturligvis kun sagen værre. Her må grædes. 

Skulptur af Hein Heinsen (1981-82)

Meanwhile, outside the station. Som om det ikke var nok at leve i det bestandige krav om at friheden må indfinde sig som følelse står dette hovedpinefremkaldende monstrum, et kunstværk, udenfor stationen og truer. Man ved ikke, om man skal løbe i den ene retning eller den anden retning, men der, for enden af den forblæste, grå plads, er landevejen eller motorvejen, og man kan heller ikke løbe, for man er alt for anspændt. Så det ender altid med at man går ind i Friheden Station med forstærkede nakkespændinger

Den religiøse brug af begrebet sjæl

Den religiøse brug af ordet sjæl. Gadenavn i det indre København

"Sjæleboder var småhuse der indtil middelalderen var beboelse for mange fattige. Det var den katolske kirke der tog sig af fattige og kirken fik ofte velhavende borgere til, at skænke grunde eller huse, for på den måde opnåede de velhavende frelse og kunne lettere komme gennem skærsilden for disse gode gerninger! Selve gadenavnet stammer fra 1500-tallet da nogle småhuse af en enke blev testamenteret til fattige, som såkaldte sjæleboder. Den nuværende og intetsigende gade er fra begyndelsen af 1900-tallet."(Fra: indenforvoldene.dk)

Sjælen, der er tale om er altså ikke den rige mand, der skal frelses, men de arme sjæle. Sjæl betyder her identitet, de der er kendt af Gud, som åbenbart ikke rigtig har velsignet dem med et ordentligt liv. Det er et udmærket socialvæsen, når man ikke har andet, men det viser ikke så lidt om kirken som organisation i den katolske tid. Og om, hvad det er for et indhold af ordet sjæl, der gør, at vi ikke bruger det idag. En sjæl er betegnelsen for jeget hos et menneske, der er kendt af Gud.

Teksternes spejl

Man møder ind i mellem den opfattelse at gamle bøger skulle være gamle. Altså, at bøger der er skrevet for flere hundrede år siden skulle være forældede, og ikke blot forældede, inde under det, at de er gamle og derfor forældede ligger den opfattelse, at de må være primitive, eller at den verden de beskriver må være primitiv eller forkert eller forfatteren eller noget midt i mellem. Fordi det ikke er nyt, kan det ikke være godt, bliver konklusionen, der således bygger på det meningsløse storhedsvanvid, der ligger i at føle sig bedre, bare fordi man befinder sig i en anden tid, blandt andet fordi det er naturligt og derfor ikke bør give anledning til en følelse af bedreværd. Det er snarere ligesom når børn glæder sig over at de må begynde først i en eller anden leg.

En af misforståelserne i dette syn består i, at tro, at et menneske, der er i besiddelse af sproget på nogen måde skulle være i stand til at sætte sig aftryk, der er mindre nuancerede end i den tid, vi nu lever i. Vildfarelsen kan nemt afmonteres. To lektioner klassisk græsk vil endegyldigt have vist enhver, at sproget på Platons tid indeholdt betydeligt flere variationsmuligheder end fire hundrede år senere på Paulus tid og end det gør idag.
Men man skal ikke have læst mere en seks linier af et gammelt epos, for man er klar over, at der er et menneske tilstede og at et tænkende, følende og talende menneske kender alle de samme tankefigurer og følelser som en selv, selvom han mange gange kalder dem noget andet.

Det er spild af energi at afvise gamle bøger, men man får naturligvis noget andet ud af dem, end man havde gjort, hvis man levede i den tid, de blev skrevet eller i en eller anden tid i mellem. Det vigtigste må være, hvad der sker i mødet med teksten, hvis den er interessant.

Det er klart, at hvis man læser Humes bog om den menneskelige erkendelse af moralens rationelle potentiale for at læse en fagbog om moral og moralsk tænkning, så vil den være noget støvet og lidt til en side, eller hvis man læser Flaubert for at møde beskrivelser af det kropslige liv bag folks følelser.

Men hvis man opdager, at Humes bog udgør et enestående interessant og meget detaljeret atlas over, hvordan der ser ud inde i skallen på folk og at Flaubert beskriver følelser mellem sjæl og legeme med en sådan dybde, at selve følelsen virker som om den er skåret ud af selve livets store kar, så lærer det en noget om nuancerne i livet, man ikke kan undgå at bruge når man vender sig om og ser ud af vinduet igen. Og som ikke kan undgå at bruge én. Og så er det hele meget nutidigt. Det har alt sammen del i livet.

Har man én gang haft en sådan oplevelse, at Seneca havde fat i en sammenhæng, der var så enkel og samtidig så dyb, at enkel og dyb blev vendt op og ned, at flowet mellem metaforer i en Shakeaspeare monolog virkede som om han beskrev syv forskellige dimensioner af tilværelsen, som det ser ud, hvis men ser dem på den måde, at hver enkelt sang i Dantes Skærsilden svarer på et spørgsmål om forholdet mellem det åndelige og det fysiske her i verden, det man kan holde i og det man ikke kan, så holder man ikke op med at se efter det igen.

Beethovens 4. symfoni som metafysisk puslespil

For nylig protesterede jeg på Sveriges Radios Klassisk Förmiddags Facebookside over, at den fantastisk vidende programvært Erika Libeck-Lindahl havde ment, at en symfoni af Robert Schumann havde Beethovenske højder. Man kan ikke sammenligne noget med Beethovens symfonier, sagde jeg:

Jakob Brønnum

10. september kl. 16:40

Nu har jag tänkt igenom det en hel vecka. Jag tycker inte man kan säga, som du gjorde, att Schumanns symfonier går jämföra med Beethovens. Även dom första två är rena abstrakta mästerverk. Ingen i wienerklassik-traditionens romantiska stil skriver med en sån aristotelisk perfektion og platonisk transcendental spiritualitet. Schumanns kammarmusik, ja visst, i bland, nästan, men aldrig med samma klarhet. Schumanns symfonier är bättre än Mendelssohns og lysår bättre än Gade og troligen också Berwald, som jag känner för lite med min danska bakgrund. Och man kan gilla Brahms tvåa like mycket som Beethovens sexa om man vill. Men Beethovens symfonier är i en annan liga, liksom Shakespeares skådespel, Rembrandt, Michelangelo, Dostojevskijs romaner och Dante. Et människolikt utsaga av evig giltig karaktär.

Nogle dage senere svarede hun sødt og afbalanceret, som man jo skal som programvært:

Klassisk förmiddag i P2 Hej! Roligt att musiken väcker tankar och engagerar, som det ska vara Humørikonet smile
Schumann är en vattendelare, jag fick ett mail samma dag där en lyssnare uttryckte sin stora kärlek för Schumanns symfonier, höll dem högst av alla.
Jag tänkte själv i första hand på den här symfonins förmåga att ta tag i mig som lyssnare, inte någon verkanalytisk jämförelse, snarare en känslomässig.
Finns ett (ganska roligt) avsnitt i Åke Holmquists enorma Beethovenbok där Carl Maria von Weber ironiserar över den ’moderna’ musiken i allmänhet och Beethovens i synnerhet (han gillade uppenbarligen inte alls Beethovens 4a), så jag tror nog det finns lika många åsikter och uppfattningar som det finns folk på vår vackra jord – å så ska det vara. Vi får respektera varandra helt enkelt.
Till syvende och sist är jag övertygad om att det i våra hjärtan får plats snudd på hur många tonsättare som helst, ungefär som att vi har kärlek så det räcker oavsett hur många barn vi får. Vi behöver inte välja bort. Vissa verk fascinerar för att de är tekniskt fulländade, andra för att de kort och gott berör vår själ.
Sen att Schumann i noterna t.ex. inte ger utrymme för blåsarna att andas är en helt annan sak Humørikonet smile 
Kul att du skrev – allt gott! /Erika

Kandinsky: Diagram 17 (1926)

Det tyder på, at Beethovens 4. symfoni, som ligger mellem den enorme, banebrydende 3'er og den mægtige, titaniske "Skæbnesymfonien", som Beethovens 5. er blevet kaldt, nogle gange opfattes som en parentes. en typisk europæisk, borgerlig reaktion, hvor man mister blikket for det, der ikke prætenderer storhed eller af andre opfattes som det største.

Jeg skrev tilbage og sagde, at jeg anser Beethovens Symfoni nr. 4 for et abstrakt mesterværk af højeste klasse. Indledningen til den, en underligt tavs, ventende, søgende, uvirkelig spørgen. For mig indbegrebet af begrebet mystik. Og den helt utrolige spændingsbue i 2. sats, hvor musikken pludselig bliver bremset eller løber ud i ingenting (alt efter, hvordan dirigenten opfatter det) - det er et af de mest spektakulære steder jeg overhovedet kender i musikken. Man kan høre det 1000 gange og aldrig holde op med at forundres. Hele symfonien består af en vekselvirkning mellem pludselige, hurtige stigninger og nogle springende figurer, hvoraf nogle af de sidste synes at sno sig om sig selv - som om et eller andet mønster i et maleri af Kandinsky (120 år senere) bliver slynget rundt i det tomme rum. En åndeløs venten, som indledningen sætter i værk og en mild og hele tiden overjordisk smuk klangverden, der består af puslespilsbrikker (de stigende og de springende og de snoede figurer), der bliver kastet ud i åbent rum. Det er mageløst.

Beethovens 4. Symfoni på wikipedia

Beethovens 4. Symfoni på YouTube